Alle artikler Tre perfekte dage i Barcelona

Tre perfekte dage i Barcelona

Maria Kirsten Adelmann
Af Maria Kirsten Adelmann18. sep. 2023 • 10 minutters læsning
Smilende par går rundt i Sagrada Familia-kirken i Barcelona
Sagrada Familia
Billede: Jordi Salas/Getty Images

Det er ganske vist ikke muligt at indtage hele Barcelona på tre dage, men du kan helt sikkert nå vidt omkring.

Med denne rejseplan vil du slentre i middelaldergader, udforske mesterværker i jugendstil og danse til den lyse morgen. Hvis det lyder anstrengende, så fortvivl ikke. Vi har indlagt pauser til at hvile og lade op og til sightseeing, mens du slapper af – slik f.eks. sol ved stranden, og indtag uendelige mængder tapas.

Vi har sikret, at du kan nå det hele, ved at organisere rejseplanen efter placering, så du ikke mister for meget kostbar tid undervejs. Og vi har rådført os med eksperterne – det vil sige anmeldere på Tripadvisor – for at få gode tip til det bedste, byen har at byde på.


DAG 1

Gade i Barcelona med Barcelonas katedral i midten
Billede: Alexander Spatari/Getty Images

MORGEN: Morgenmad på et marked og en morgenvandring

Kickstart din rejse ved at springe hotellets buffet over – du kan kombinere spisning og sightseeing på Mercat de la Boqueria. Vælg mellem masser af friskpresset juice på de forskellige stande, eller prøv spejlæg med blæksprutte på El Quim de la Boqueria. Hvis du kommer tidligt om morgenen, kan du opleve dette flere århundreder gamle marked, før eftermiddagstravlheden sætter ind.

Når du har siksakket dig gennem markedsboderne, skal du gå ud på østsiden, så du kan vandre langs Las Ramblas, hovedstrøget, som markerer grænsen til Barri Gotic (det gotiske kvarter). Nyd synet af arkitekturen og de menneskelige statuer, men hav altid en hånd på dine ting – lommetyve udnytter af og til de menneskefyldte gader til deres fordel. Tag en omvej for at se Palau Güell, et palæ af jugendsuperstjernen Gaudi – det er værd at gå indenfor, hvis du har tid.

Det siger de rejsende: "Hvis du er på Las Ramblas, så er Mercat de la Boqueria stedet at besøge. Det er et meget farverigt marked, hvor de sælger næsten alt mad, man kan forestille sig. Butikkerne i slutningen er lidt billigere end butikkerne i starten. Hvis du er en seriøs køber, bør du sammenligne priser, før du køber noget. Vi endte med at købe et frugtfad, som vi blev virkelig glade for." – @BalkrishnaShroff

EFTERMIDDAG: Gotiske katedraler og middelaldergader

Plaça Reial, der er et af byens mest populære pladser, er fyldt med barer og restauranter som f.eks Restaurante Glaciar, det perfekte sted at slappe af og kigge på forbipasserende, mens du spiser paella med fisk og skaldyr, der er en catalansk klassiker.

Efter frokosten fortsætter du mod øst for at udforske de snoede gader i Barcelonas Ciutat Vella (den gamle by), som omfatter det gotiske kvarter. Du kan faktisk bare glemme alt om kortet og se, hvor du ender, men der er to ting, du ikke bør gå glip af: Barcelonas katedral og basilikaen Santa Maria del Mar. Mod entré kan du gå ind i det ene eller begge de gotiske vidundere for at tage et kig på indretningen og udsigten. Sidstnævnte plejer at være mindre travl.

TURMULIGHEDER FOR MERCAT OG DET GOTISKE KVARTER

  • På turen The Food, Wine and History Tour with Mercat de la Boqueria sørger guider for, at du får lov til at prøvesmage mad og vin (kom sulten), og de tager dig med på en tur gennem det gotiske kvarter. Den tre timer lange tur gør sammen med velsmagende snacks dette til et godt tilbud. (Grupper er begrænset til 12).
  • Hvis et besøg på madmarkeder giver dig lyst til at kaste dig over kødgryderne, kan du kombinere din tur på markedet med et madlavningskursus, hvor du lærer, hvordan du vælger fisk og skaldyr til paella, og hvordan du laver det – alt sammen mens du spiser tapas og sipper sangria.
  • Det er en god idé at se det gotiske kvarter via turen, fordi de labyrintagtige gader er svære at finde rundt i, selv med Google Maps. Fra historiske anekdoter til arkitektoniske perler – den 2,5 timer lange gåtur leverer virkelig varen og til en enestående pris.

AFTEN: Tapas og natteliv i spansk stil

Hvis du ikke spiser tapas på din rejse, har du så overhovedet været i Spanien? Barcelona har en hærskare af tapasrestauranter, der er klar til at afprøve. Hvis du vil have en introduktion til scenen, kan du prøve Palosanto Tapa Bar i El Raval. Kroketter og blæksprutter er et par af restaurantens signaturretter.

Varm derefter op til en aften i byen med et udvalg af vine på Zone d'Ombra, hvor du får chancen for at sippe fyldige spanske druevarianter og chatte med de lokale. Nyd din Rioja i et langsomt tempo, for det tager tid, før nattelivet i Barcelona kommer rigtigt gang.

Nu er det tid til at overveje din tilgang til nattelivet. Somnia FX Cocktail Bar har et cirkustema og serverer magi med cocktails på sidelinjen (for ikke at nævne gratis popcorn), mens Harlem Jazz Club har livemusik de fleste aftener, der spænder fra swing til soul. Hvis du går efter den klassiske kluboplevelse, fyrer Sala Apolo op under festen helt frem til de små timer. I weekenden kan du forvente at finde et fyldt dansegulv og kendis-dj's, der mellemlander fra Ibiza.

DAG 2

Casa Battlo, Barcelona
Casa Battlo
Billede: David Soanes Photography/Getty Images

MORGEN: Barcelonas mesterværk

Start dagen i Basilica de la Sagrada Familia – Barcelonas obligatoriske monument, som er blevet synonymt med selve byen. Her er udholdenhed vigtig, da katedralen er enorm. Den kan også blive tætpakket med besøgende og grupperejser, så gør dig selv den tjeneste at ankomme, lige når de åbner kl. 8.00, og brug hele morgenen til at fordybe dig i herlighederne.

Det siger de rejsende: "Sagrada Familia er imponerende udefra og endnu bedre, når du kommer indenfor. Vinduerne er helt fantastiske. [Køb] billetter før din rejse for at undgå køerne. Dette er et must, når du besøger Barcelona – du vil ikke fortryde det." – @Ian J

TURMULIGHEDER I SAGRADA FAMILIA OG FOR GAUDI

  • Det er ikke uden grund, at Sagrada Familia-turen får en høj vurdering af mere end 800 Tripadvisor-anmeldere. Den sikrer selvfølgelig fast track-adgang. Men derudover får du historiefortælling af den slags, der vækker et sted til live.
  • Gaudi-fanatiker? Du bliver glad for at høre, at du kan samle ture til de mest populære Gaudi-seværdigheder i den fem timer lange Complete Gaudi Tour, hvor du besøger Casa Batlló, Park Güell, Sagrada Familia og andre Gaudi-steder.
  • Er du Gaudi-fan snarere end fanatiker? Den guidede tur Sagrada Familia og Park Güell dækker to store seværdigheder på fire timer – masser af tid til at absorbere det hele.

EFTERMIDDAG: En baskisk omvej og masser af Gaudi

Ti minutter i taxi eller metro vest på fra Sagrada Familia bringer dig til L'Eixample – et kvarter, der er kendt for sine fænomenale restauranter. Små bidder "pintxos" er det lokale svar på tapas, og på Maitea Taberna kan du lære disse varme og kolde småretter at kende. Bestil dem med cider for at få en fuldendt oplevelse.

Når du har tanket op, er du klar til at tackle flere af Gaudis største hits. Metrostationen Diagonal ligger kun ét stop fra dit frokoststed. Herfra kan du gå ned ad Passeig de Gracia, der er kendt for sine jugendvidundere og eksklusive butikker. Tjek Gaudis Casa Milà (også kendt som La Pedrera) udefra, og fortsæt derefter til Casa Batlló, hvor du vil opleve en anden verden med Gaudis psykedeliske hurlumhejarkitektur.

AFTEN: Fodboldstadionet – Barcelonas anden katedral

Tag metroen til det største fodboldstadion i Europa, Camp Nou, som har plads til op til 100.000 begejstrede fútbol-fans, der alle hepper på hjemmeholdet FC Barcelona. Det bliver endnu bedre, hvis det lykkes dig at få fat i billetter til "el clásico", også kendt som en kamp mellem ærkerivalerne Madrid og Barcelona. Hvis dine fødder bliver ømme af alt det Gaudi, er det en god måde at slappe af på og stadig opleve indbegrebet af kulturen i Barcelona.

Kampene her spilles ofte omkring aftensmadstid, så vi ville vælge noget i nærheden af stadionet. El Racó del Cargol serverer alle de catalanske retter, du er vild med – patatas bravas, boqueron – og har åbent til langt ud på aftenen tirsdag til lørdag.

TURMULIGHEDER FOR CAMP NOU

DAG 3

Brunch på Surf House Barcelona
Surf House Barcelona
Billede: Management/Tripadvisor

MORGEN: Fantastisk glasmosaik og en bypark

Start morgenen på Palau de la Música Catalana, endnu et mesterværk i jugendstil. Denne koncertsal står på UNESCO's verdensarvsliste og emmer af fantasi med lyse mosaikfliser og episke glasmalerier, herunder et loft, der nærmest drypper ned over hovedscenen.

Palau de la Música Catalana bør kun tage omkring en time, så du kan bruge resten af morgenen til at udforske Barcelonas Ciutat Vella lidt mere. Hvis du vil have et pusterum fra mylderet, kan du gå en tur gennem Ciutadella Park. Verdensudstillingen fandt engang sted på dette store grønne område, og her finder du et flot springvand, en sø, du kan sejle på, og endda en zoologisk have.

TURMULIGHEDER FOR PALAU DE LA MÚSICA CATALANA

  • Turen med lydguide, der er inkluderet i entréprisen, er den billigste mulighed og faktisk et ret godt tilbud. Du downloader guiden til din telefon, så husk at medbringe dine egne høretelefoner.
  • Hvis du ønsker en mere personlig oplevelse kan du betale lidt mere for at få en guidet tur på 50 minutter. Du kommer helt op på scenen og har stadig tid til at gå på opdagelse på egen hånd.
  • Leder du efter noget, der har lidt mere kant end en almindelig gammeldags rundvisning? Tag et kig på paladsets øvrige tur- og oplevelsesmuligheder – det kan f.eks. være et escape room i jugendstil eller et professionelt photoshoot.

EFTERMIDDAG: Slik sol i Barceloneta

Er du træt af tapas? Aldrig. Selv blandt Barcelonas utallige tapasbarer skiller det hyggelige El Xampanyet sig ud med traditionelle småretter som pan con tomate og spansk omelet med chorizo for ikke at nævne husets velsmagende cava.

Efter frokosten kan du tage offentlig transport eller en gåtur på 15 minutter til Barcelona, hvor du får en fornemmelse af byens strandområde. Platja de la Barceloneta er stedet, hvor du kan fange en solstråle, hvile fødderne og kigge lidt på mennesker på strandpromenaden. Hvis du har brug for skygge og en snack, serverer Surf House Barcelona på stranden velsmagende godbidder og kølige drinks.

Er det for køligt til en dag på stranden? Sæt kurs mod en indendørs seværdighed i stedet – vi ville vælge at beundre en tidligere indbygger i Barcelonas tidlige værker på Museu Picasso.

AFTEN: Lammekrone og liveoptræden

Ryst sandet af, og indtag middagen på Arcano for at få en lille pause fra tapas. Denne restaurant, der har fokus på kød og er beliggende i en tidligere stald (bemærk stenhvælvingerne!), laver en fabelagtig lammekrone, torsk i catalansk stil og argentinsk oksekød.

Efter proteinindsprøjtningen vender du tilbage til det sted, hvor du startede dagen. Én ting er at få en rundvisning i Palace of Catalan Music – noget andet er at se det i aktion. (Faktisk kræver det begge dele, hvis du skal have den fulde oplevelse, fordi du ser steder på rundvisningen, som du ikke ser under koncerter). Køb billetter i forvejen til en af forestillingerne, der spænder fra klassisk musik til flamenco.

Det siger de rejsende: "GÅ IKKE GÅ GLIP AF DETTE! Vi tog en tur med lydguide i koncerthallen Palau de la Música Catalana og blev så begejstrede for skønheden og akustikken, at vi bookede to billetter til aftenens forestilling. Det var STORSLÅET! Musik er et universelt sprog, så det var lige meget, at vi ikke kunne forstå, hvad de sagde. Eksperttip! Vælg en orkesterplads, hvis du vil have udsyn til alt, hvad der sker på scenen". – @lesleyc64

Godt at vide, inden du rejser


Vejrmæssigt er Barcelonas bedste måneder april til juli, hvor strandene er varme nok til en dukkert, men varmen i august endnu ikke har overtaget. Som de fleste europæiske byer er sommeren højsæson for turister, så hvis du vælger et forårsbesøg i april eller maj eller et besøg tidligt om efteråret i september eller oktober, får du mildt vejr og færre mennesker. Vinteren byder på kølige kystvinde, men hotelpriserne falder, og du vil opleve byen med juleudsmykning.



De fleste museer og gallerier holder lukket mandag, og mange af butikkerne er lukket om søndagen, så vælg dine dage med omhu, især hvis du kun er der en forlænget weekend.



Måltider kan være problematiske for rejsende, der forventer at spise frokost om middagen eller aftensmad kl. 18 og ankommer til et lukket eller tomt sted. Spis, når spanierne gør det – en let morgenmad og derefter en snack midt på formiddagen omkring kl. 10 eller 11, som holder dig gående indtil frokosten kl. 14 eller 15. Med en let snack igen mellem kl. 17.00 og 19.00 kan du klare dig frem til aftensmad på spansk kl. 21.00 eller senere.

Vær også opmærksom på, at nogle butikker stadig holder "siesta" og har lukket i tidsrummet 14 til 16. (Heldigvis har store globale kædebutikker åbent hele dagen, hvis du får brug for noget akut).



Ciutat Vella (den gamle bydel): Ciutat Vella strækker sig fra det pulserende Raval-kvarter til Ciutadella Park, og det gotiske kvarter og Las Ramblas ligger lige i midten, så det er et virkelig velegnet sted til sightseeing. Kimpton Vividora er et godt valg. Det ligger godt nok midt i det gotiske kvarter, men poolen på taget leverer den eftertragtede strandstemning, og samtidig kan du spotte monumenter fra liggestolen. Der findes også muligheder til en mere overkommelig pris, f.eks Motel One, der har en smart og munter indretning og en god beliggenhed i nærheden af de største seværdigheder.

Barceloneta: Hvis du er der, når vejret er godt, hvorfor så ikke bo ved denne menneskeskabte strand? Det berømte W hotel er formet som en sejlbåd og ligger på spidsen af Barceloneta-halvøen. Ud over luksuriøse værelser og en episk udsigt har stedet et populært diskotek på 26. etage – Eclipse – der er under renovation.

L’Eixample: Fra dette kvarter er der nem adgang til flere af Gaudis mest populære seværdigheder. Derudover finder du nogle af byens bedste shoppingmuligheder og restauranter. The Mandarin Oriental er med sin luksusspa og sit enestående personale lige så elegant som gaden, det ligger på – Passeig de Gràcia, der er berømt for sin utrolige jugendarkitektur og sine eksklusive butikker.



Offentlig transport: Metroen i Barcelona er sikker, effektiv og oven i købet miljøvenlig. Den transporterer dig rundt til alle byens centrale kvarterer (zone 1). En enkelt tur koster kun nogle få euro, og der er rabat på køb af flere ture, f.eks. T-Casual-kortet med 10 ture. Hvis du vil til kvarteret Montjuïc, kan du også tage kabel- eller svævebanen, som har en fantastisk udsigt over byen. Alternativt kan du tage FGC-togene til yderområderne. Offentlige busser er også en mulighed, eller du kan tage de mere turistvenlige stig på/stig af-sightseeingbusser.

På cykel: Barcelona har dedikerede cykelstier på kryds og tværs, men visse bydele er nemmere at cykle i end andre. (L'Eixamples cykelstisystem er f.eks. bedre end labyrinten i det gotiske kvarter). Der kan lejes cykler ved forskellige stationer rundt omkring i byen, som findes i nærheden af større metrostationer. Et andet godt bud er en cykeltur eller en e-cykeltur, der garanterer, at man holder sig på de ruter, der er nemmere for cyklister.

Med taxa: Taxakørsel er ikke dyrt i Barcelona (selvom det dog koster mere end offentlig transport), og taksterne svinger afhængigt af tidspunktet på dagen. Bemærk, at Uber- og Lyft-apps til samkørsel ikke fungerer i Barcelona.

Transport til og fra lufthavnen: Det er også nemt at tage taxa til og fra lufthavnen til en fast pris, men nogle rejsende foretrækker at arrangere lufthavnstransport i forvejen, hvilket kan gøre turen til lufthavnen lidt mindre stressende. De pålidelige Aerobús-shuttlebusser forbinder lufthavnsterminalerne med byens centrum. En anden mulighed, limousineservicen Press i Car, får høje Tripadvisor-vurderinger fra over tusinde rejsende.