Læger uden Grænser (MSF)

“Jeg har altid drømt om at arbejde for Læger uden Grænser,” fortæller Laura, der netop er taget af sted til Lesbos i Grækenland. "Jeg har gennem hele min uddannelse og karriere været optaget af de interkulturelle dimensioner af psykologien, og jeg har specialiseret mig inden for akkulturationspsykologi og migration. Derfor passer projektet på Lesbos virkelig godt til mig.” Laura er psykolog, og på Lesbos skal hun blandt andet arbejde med traumefokuseret psykoterapi og psykoedukation, hvor man uddanner patienterne om deres tilstand. ”Jeg glæder mig til at møde patienterne tidligere i deres sygdomsforløb, end jeg har været vant til i mit arbejde i psykiatrien herhjemme. Når man er på flugt og ankommer til et modtagerland som Danmark, står dét at søge psykologisk hjælp ikke øverst på ens to-do-liste. Så jeg har ofte mødt patienter, der kommer ind meget sent med komplicerede sager. På Lesbos glæder jeg mig til at være med tidligere i forløbet og forhåbentlig arbejde lidt mere med forebyggelse end med brandslukning.” Vi ønsker Laura en rigtig god udsendelse!

”En af vores patienter, en 3-årig pige, var såret og stod med sine forældre. Hun trak vejret og så på mig, så jeg tænkte, at hun nok var okay. Men da jeg fjernede tøjet, så jeg, at hele hendes venstre lår var skadet helt ind til knoglen,” fortæller vores medicinske holdleder, Javid Abdelmoneim, som arbejder på Nasser Hospital i Gaza. Nasser Hospital er det sidste fungerende hospital, der er tilbage i det sydlige Gaza. På hospitalet foretager vi operationer og behandler patienter for traumer og brandskader. Men angreb og bombninger bliver ved med at såre og dræbe massevis af mennesker i Gaza, og vores medicinske personale er presset til deres yderste, mens de forsøger at behandle de kritisk sårede patienter. ”Vi venter hele tiden på et nyt angreb. Det virker, som om det aldrig stopper. Vores medicinske personale er her stadig. Vi prøver at lappe patienternes brækkede lemmer sammen, stoppe blødninger og operere, men vi bliver ved med at miste patienter,” fortæller Javid.

Ønsker du at være en del af en af de største humanitære nødhjælpsorganisationer i verden og arbejde med frivillighed? Lige nu søger vi en frivillig koordinator til frivilliggruppen i Odense - søg via nedenstående link.

”Min søn skreg på grund af smerterne i sin mave, og han svedte og kastede op. Feberen blev værre, og jeg blev bekymret,” fortæller Rutha, som er Bakiris mor. Det var næsten for sent, da de ankom til hospitalet i Drodro i DR Congo. På hospitalet blev Bakiri diagnosticeret med mave-tarm-infektion og blodforgiftning, og på billedet giver vores sygeplejerske, Francois, den lille dreng en injektion for at reducere hans høje feber og nedbringe infektionen. ”Her på hospitalet ved jeg, at der bliver taget hånd om ham,” siger Rutha. Behovet for lægehjælp er enormt i Djugu-territoriet i DR Congo, men på grund af den eskalerende vold mellem militære grupper er det svært for humanitære organisationer at være til stede. Volden gør det svært for mennesker at nå frem til medicinske faciliteter, ligesom faciliteterne også har været mål for angreb flere gange. Vi har arbejdet i Djugu-territoriet siden 2019, hvor vi har givet lægehjælp til børn og voksne. Men på grund af de usikre forhold er vores hold er ofte alene om at hjælpe de mange patienter.

En lille dreng tog med sin mor til vores hospital, Nilefa Keji Hospital i Maiduguri i Nigeria. Her hjalp han moren med at tage sig af hendes små tvillinger. Tvillingerne var blevet diagnosticeret med alvorlig akut underernæring, og ofte er det så intenst at tage sig af tvillinger, at det er nødvendigt, at familiemedlemmer hjælper til. Her på billedet holder drengen sin lillebror. Tvillingerne er nogle af de patienter, vi har modtaget på vores underernæringsklinik i Maiduguri, hvor vi generelt oplever en massiv stigning i antallet af underernærede børn. ”Den voldsomme stigning i patienter med underernæring er nødt til at blive handlet på for at undgå en katastrofal situation,” fortæller vores medicinske koordinator Htet Aung Kyi. ”Vi har ikke set noget lignende siden vi startede vores aktiviteter her i 2017. Der kommer to til tre gange flere patienter ind om ugen, end der plejer, og tallet stiger stadig.” Selvom vi allerede tilpasser vores indsats, er der brug for, at alle organisationer opskalerer ernæringsrelaterede aktiviteter og udvider deres indsatser til intensiv hjælp i området.

”De fleste voldtægter sker, når kvinderne er ude at samle brænde, men vi ser også et stigende antal voldtægter inde i selve lejrene,” fortæller Marie Brun, som er vores katastrofekoordinator i North Kivu, DR Congo. Selvom mange mennesker er flygtet til Shabindu-lejren i DR Congo for at finde sikkerhed, er volden den seneste tid eskaleret i området. Militære grupper færdes tæt ved lejren, så skud og bomber rammer ned, hvor de bor, og især voldtægter finder ofte sted. En af vores patienter, Thérèse, blev voldtaget i nærheden af lejren, da hun var ude at samle brænde. På vejen mødte hun to mænd, hvoraf den ene holdt en pistol. ”Først voldtog den ene mig, så den anden,” fortæller Thérèse. Hun blev anbefalet af en kvinde i lejren at gå til Læger uden Grænsers klinik, så hun kunne undgå at blive smittet med sygdomme eller at blive gravid efter voldtægten. ”Lægerne gav mig to indsprøjtninger og noget medicin, som jeg stadig tager i dag. Jeg har det ikke godt efter voldtægten, men medicinen hjælper,” fortæller hun. I Shabindu, Rusayo and Elohim-lejrene behandlede vi i april mere end 1.700 patienter, der er blevet udsat for seksuel vold. 70 procent af sagerne blev begået af mennesker, der bar våben. Vi giver patienterne medicinsk og psykologisk hjælp, men der er meget begrænset adgang til trygge opholdssteder, juridisk hjælp og andre former for beskyttelse af patienterne.

”Nogle gange får vi mad to gange om dagen, men normalt spiser vi kun ét måltid,” fortæller Dak Denj, som er på flugt fra krigen i Sudan. Hun bor i Renk-lejren i Sydsudan med sin familie. Mere end 10 millioner mennesker er tvunget på flugt fra deres hjem som følge af krigen i Sudan, og hundredtusindvis bor i lejre i nabolandene, hvor der er massiv mangel på mad, vand og ordentlige sanitetsforhold. ”Jeg var gravid, da min mand blev dræbt i krigen. Da jeg kom hertil, måtte jeg føde i lejren uden medicinsk assistance,” fortæller Nyaonya, som har boet i lejren i Renk siden oktober sidste år. Mange af de mennesker, der ankommer ved grænsen, har skader og er akut underernærede efter at have været på flugt i ugevis for at nå i sikkerhed. ”Underernæring øger risikoen for infektioner, især hos børn under 5 år, som i højere grad dør af meningitis, mæslinger, gul feber, kolera og malaria,” fortæller Eltigani Osman, som er vores medicinske koordinator i Sydsudan. Vi har siden april 2023 haft en klinik ved hovedgrænseovergangen samt to mobile klinikker ved Renk og Bulukat, ligesom vi også hjælper på Renk hospital. Men der er massivt behov for mere lægehjælp, og der er brug for en langt større international respons.

”En time senere kom min søn endelig hjem. Synet af rædsel i hans ansigt… Jeg har aldrig set noget lignende. Han kunne næsten ikke tale,” fortæller vores læge, Hazem. Lørdag den 8. juni blev den midterste del af Gazastriben ramt af voldsomme bombninger. Flere hundrede mennesker bliver dræbt, og sammen med personalet på Al-Aqsa- og Nasser Hospital behandlede vi atter hundredvis af alvorligt sårede patienter. Mange var børn. Hazem bor i området og var hjemme, da angrebene skete. ”Efter min søn var kommet hjem, tog jeg til Al-Awda-klinikken, og på vejen så jeg massevis af mennesker, der lå på jorden. Nogle var døde, andre var sårede. En ambulance ankom med tre mennesker, der var dræbt, og fire sårede. Vi havde ikke tid til at begrave de døde. Det var svært at holde tårerne tilbage. Min kollega ringede til mig, efter hans bror var blevet ramt i ryggen af en granat og bad om min hjælp. Men hvad kunne jeg gøre? Jeg sagde, at han skulle binde et stykke stof om såret og bede til, at han overlevede,” fortæller Hazem. ”Min gode ven og hans datter, Raneem, blev dræbt. Raneem skulle til at læse medicin i Egypten. Sidst, jeg så hende, sagde hun ”Tror du, at Læger uden Grænser vil ansætte mig, når jeg er færdig med at læse?”. Min bekendte, Rami, som var fisker, sagde til mig dagen før angrebet: ”Bare vent – vi tager ud at svømme i havet igen, så snart krigen er slut.” Rami blev også dræbt den dag. Listen af venner og bekendte, jeg har mistet, er lang. Og jeg kommer aldrig til at se dem igen.”

Vi er så taknemmelige for jeres store opbakning til vores underskriftsindsamling de seneste uger. Sammen med os er I med til at gøre opmærksom på den uacceptable behandling af mennesker på flugt ved Europas grænser. Nu sender vi et brev med underskrifterne til de nyvalgte medlemmer af Europa-Parlamentet. I brevet opfordrer vi dem til at bruge deres indflydelse til at ændre på forholdene ved grænserne og på de vilkår, der gør det svært for os at give lægehjælp til mennesker, der har hårdt brug for det. For vi mener, at alle mennesker har ret til at blive behandlet med værdighed og have adgang til lægehjælp – uanset, hvorfor de flygter, eller hvor de flygter fra. TAK for jeres underskrifter ❤️

Lørdag blev 11 mennesker fundet druknet på Middelhavet. Efter to redninger blev vi alarmeret af NGO’en Sea Watch, som så mennesker flyde rundt på havet. Vores hold bjergede de 11 afdøde mennesker til vores redningsskib, Geo Barents. Flugten over Middelhavet er livsfarlig og tages kun i yderste desperation, når mennesker flygter fra krig, vold, og usikre levevilkår i skrøbelige både. Vi ser gang på gang de katastrofale resultater af de europæiske migrationspolitikker og den manglende hjælp til mennesker, der flygter over Middelhavet, når vi sejler ud med vores redningsskib. Vi er forfærdede over, at dette fortsat kan ske ved Europas grænser. #msf #GeoBarents