Følelsespornoen tog overhånd i TV 2’s dokumentar om HPV-vaccinen

Godt et år efter at Cavling-komiteen i december 2015 nominerede TV 2-journalisterne Signe Daugbjerg og Michael Bech til landets fineste journalistpris for programmet De vaccinerede piger, viste statistikken, at den såkaldte dokumentar havde haft enorm virkning. Antallet af 13-årige piger, der var blevet vaccineret mod livmoderhalskræft med den såkaldte HPV-vaccine, var på et år halveret: fra 79 til 46 procent.

Ingen var i tvivl om, at TV 2-dokumentaren havde et betydeligt medansvar for, at forældre ikke turde lade deres døtre vaccinere. Heller ikke TV 2-dokumentars redaktionschef Troels Jørgensen, der med to års forsinkelse erkendte medansvaret. Og slet ikke forskerne Peter Reinhard Hansen og Matthias Schmidtblaicher, der tidligere i år offentliggjorde en rapport om, »hvordan fake news underminerede det danske HPV-vaccinationsprogram«.

Unødigt skræmmende

Tilrettelæggerne fik hæderen, ikke Cavlingprisen, men priskomiteen faldt pladask for såkaldt undersøgende journalistik tilsat dramatisk klipning, suggestiv musikledsagelse og en problematisk etik. Det skete også to år før, da DR-programmet Skattely i januar 2014 modtog Cavlingprisen. Et halvt år efter udtalte Pressenævnet kritik af udsendelsen.

I begge tilfælde havde kritikere udtalt sig mod programmerne, men de ansvarlige redaktører på TV 2 og DR havde afvist kritikken og understreget vigtigheden af, at den kritiserede journalistik havde »skabt en vigtig debat«, som DR-direktør Anne-Marie Dohm udtalte.

Nu har forskningen tilsyneladende entydigt tilbagevist TV 2-udsendelsens budskab om, at HPV-vaccinen var farlig og måske oven i købet overflødig.

Allerede i februar i år stod TV 2-producer, Jakob Schrøder, der skulle klippe traileren til De vaccinerede piger, frem og fortalte til Journalisten, at han havde forsøgt at stoppe dokumentarprogrammet, som han fandt fordrejet og unødigt skræmmende »med klip taget ud af kontekst og dramatisk musik under«.

Det fik TV 2’s seerredaktør Lars Bennike til at tage sagen op igen, og i sidste uge kritiserede han udsendelsen og i øvrigt også sig selv for, at han ikke i første omgang havde »lagt tilstrækkelig vægt på udsendelsens filmiske fortælleteknik«. Efter seerredaktørens kritik mente TV 2’s nyhedsdirektør Mikkel Hertz så pludselig, at man burde have grebet historien anderledes an: »Vi skulle have sikret en bedre balance mellem fakta og den følelsesmæssigt stærke effekt af pigernes historier,« udtalte Hertz i sidste uge.

Cases overskygger ekspertudsagn

Tilrettelæggerne af danske (og udenlandske) tv-dokumentarprogrammer har i årtier været skræmmende dygtige til at skabe underholdende, følelsesmæssigt engagerende og kontroversiel journalistik. Men det har også været en glidebane, hvor dramaturgien har lagt vægt på den emotionelle effekt. Det erkendte tv-dokumentaristen Thomas Stockholm for år tilbage, da han sagde, at tv-dokumentarer skulle tale til »mellemgulvet«. Underforstået, ikke til hjernen eller den sunde fornuft.

Redaktører tilbageviste rutinemæssigt kritikken. Ofte på grundlag af afskrifter af programmets lydside, som »dokumenterede«, at programmet indeholdt balancerende synspunkter. I HPV-programmet kom forsvarerne af vaccinen også til orde. De druknede imidlertid i musik, klipning og såkaldte cases – helt unge piger, der grædende fortalte om deres lidelser.

Når man er helt tæt på ’almindelige’ mennesker, der fortæller en stærk historie, vil en kedelig ekspert i en hvid kittel, der repræsenterer en autoritet, blive glemt.

Med næsten tre års forsinkelse måtte TV 2-redaktionschef Troels Jørgensen over for Journalisten medgive, at »vi efterfølgende har gjort os mange overvejelser om, hvorvidt de stærke casehistorier fyldte for meget og dermed kom til at overskygge de fremlagte fakta og ekspertudtalelserne i seernes opfattelse af programmet«.

Det giver stof til eftertanke, at der er en gryende, men stærkt forsinket, erkendelse af, at tv-mediet er andet og langt mere end det, der bliver sagt, men også af, hvordan journalistik kan forvandles til hjernedød underholdning. At TV 2’s seerredaktør og nyhedsdirektør omsider er blevet klar over, at tv-mediet udgør en totaloplevelse, der i sig selv kan være livsfarlig for forståelsen, er – trods alt – godt nyt. Bedre sent end aldrig.