For myndigheder

Virk Myndighedsteam

Få selvbetjening på Virk

Alle erhvervsrettede selvbetjeninger (løsninger) skal udstilles på Virk. Udover en række krav der skal sikre at virksomhederne får den bedste brugeroplevelse, er der en proces der understøtter myndighedernes arbejde med at udvikle gode selvbetjeninger og få dem udstillet på Virk.

Flow til integration af løsninger

Sådan sikrer vi kvaliteten i fællesskab

Myndighederne sikrer, at deres selvbetjeninger på Virk følger de fællesoffentlige og Virks krav.

Virk kvalitetssikrer og godkender selvbetjeninger og dertilhørende introsider med udgangspunkt i de aktuelle krav og brugerens fokus.

Med dette mål for øje, er det væsentligt at du som myndighed:

  • tidligt i processen involverer Virk Myndighedsteam for at sikre en optimal og effektiv udvikling af løsninger og introside

  • som led i en brugervenlig og effektiv udvikling af nye løsninger i god tid tager initiativ til at få klarlagt forventet testperiode, og hvornår den involverer Virk Myndighedsteam

Som led i den gensidige dialog og samarbejdet omkring udvikling af Virk som fællesoffentlig platform for erhvervsrettede løsninger tilbyder vi i Virk en proaktiv sparring og rådgivning til myndighederne og deres leverandører.

Vi står til rådighed med at kvalitetssikre og godkende jeres løsninger og introsider ud fra vores aftaler om udviklings- og testforløb. Vi kvalitetssikrer løsninger hele året, dog i mindre omfang i juli måned og op til jul. Vi stræber efter at være mest muligt fleksible i forhold til vores gennemgang og godkendelse af løsninger, der skal på Virk, f.eks. på grund af vedtaget, ny lovgivning med kort frist.

Krav til løsninger på Virk

Når du udvikler erhvervsrettede selvbetjeningsløsninger med introsider til Virk, skal både løsninger og introsider overholde en række krav.

Kravene er primært sammensat, så virksomhederne får den bedste brugeroplevelse på introsiden, jeres løsning og Virk som helhed. 

For at få dine løsninger publiceret til Virk skal du overholde understående liste med krav. Det er disse krav, Virk tager udgangspunkt i, når jeres løsning og introside kvalitetssikres. Listen omfatter blandt andet krav fra "Fælles krav til digitale løsninger".

Kravliste på Virk (PDF)

Her er et par eksempler på krav:

Inddrag brugerne

Vi forventer at I inddrager repræsentanter fra de virksomheder der bruger jeres selvbetjeninger når I gennemfører forbedring af eksisterende eller udvikling af nye. Det bør ske allerede i det forberedende arbejde og undervejs fx. som brugertest.

Der er også udviklet en ramme for en fællesoffentlig brugertest som I kan bruge til sidst i et udviklingsforløb.

Kom i gang

Start processen ved at udfylde og indsende blanketterne nedenfor.

Start proces med Virk

Anmeld løsning

Når du anmelder en løsning, bliver du spurgt om følgende oplysninger:

  • Løsningernes titler og om der er tale om nye eller eksisterende løsninger

  • Om løsningerne er obligatorisk digitale for virksomhederne

  • Forventet tidspunkt for frigivelse til Virks gennemgang

  • Forventet tidspunkt for publicering

Send løsning til gennemgang

Når du sender en løsning til gennemgang, bliver du spurgt om følgende oplysninger:

  • Virks adgang til at se og navigere i løsningen (løsningernes eventuelle log-in og rettigheder)

  • om der er særlige forhold hos myndigheden (i forretningen, hos brugerne), løsningen skal tilgodese

  • oplysninger om testcertifikater og user cases eller lign.

I juli måned og henover julen foretager vi dog ikke gennemgang af løsninger til godkendelse.

Når løsningen er sendt til gennemgang, udarbejder Virk en rapport for løsningen ud fra nedenstående kvalitetssikringsrapport.

Virk kvalitetssikringsrapport (PPTX)

Virk support og gennemgang

Virk yder rådgivning i forbindelse med myndighedernes overholdelse af krav for integration til Virk.

Virk kan rådgive og sparre om:
  • Anvendelse af det Fælles Design System

  • UX principper

  • Installation af tællerscript

  • Indhold og struktur på introside.

Virk står for følgende elementer af integrationen:
  • Indekserer introside til løsningen

  • Leverer sparring og svarer på spørgsmål omkring integrationsprocessen

  • Gennemgår myndighedernes løsninger indenfor den aftalte periode efter frigivelse af løsningen fra myndigheden til Virk testmiljø

  • Godkender løsninger mhp. publicering på Virk, når kravene er opfyldt

  • Publicerer løsninger efter aftale med vedkommende myndighed.

Virk stiller elementer til brug på introsiden til rådighed, f.eks. tekst om rettigheder og NemLog-in.

Vejledning til indhold på Virk

Introsiden på Virk er brugerens indgang til en erhvervsrettet selvbetjeningsløsning. Den skal skabe overblik og give relevant og brugerrettet information, der forbereder brugeren til selvbetjeningen.

Alle myndigheder med virksomhedsrelateret information har mulighed for at oprette indhold på Virk. Det er myndigheden der afgør hvem der skal redigere myndighedens indhold på Virk. Myndigheden giver de medarbejdere der skal oprette indhold på Virk rettigheden Virk- redaktør i ”Virk - Opret og rediger indhold på Virk” MitID Erhverv

Vejledninger, guides og gode råd til at skabe godt og relevant indhold på Virk

For kommuner

Er I en kommune, der ønsker indhold på Virk, skal I som udgangspunkt udstille selvbetjeningsløsninger, der anvender de fælleskommunale skabeloner, som Kommunernes Landsforening udstiller i deres blanketsamling. Når udgangspunktet er fælles, og man følger den fælles designmanual i udformningen af den konkrete løsning, skaber det ensartethed for virksomhederne, uanset hvilken kommune de indberetter til.

Er I en kommune, der ønsker at udstille en selvbetjeningsløsning på Virk, som falder udenfor de fælleskommunale skabeloner- dvs. den er unik for jeres kommune - så skriv til Virk Myndighedsteam

Virk på andre sprog

Business in Denmark

Virk har en engelsksproget søster-side, der hedder Business In Denmark, hvor engelske introsider og artikelsider findes. De engelske introsider og artikelsider administreres via Virk Redigering og Contentful ligesom de danske.

Single Digital Gateway (SDG)

EU-forordningen om etablering af Single Digital Gateway stiller krav om, at grænseoverskridende virksomheder og borgere fra andre EU-lande skal have adgang til information og selvbetjeningsløsninger inden for en række udvalgte områder.

Forordningen skal være fuldt implementeret i 2023, men allerede i december 2020 skal informationer om rettigheder, pligter samt procedurer være tilgængelige for EU-brugerne via EU-portalen Your Europe.

Her kan I læse om SDG-forordningen:

SDG-forordningen (PDF)

Opdateret 12.07.2024