Hvordan hjælper forældre deres børn med at tjene mere?

På tværs af forskellige kulturer ønsker forældre at give deres børn de bedst mulige chancer i livet ved at give dem socioøkonomiske ressourcer som for eksempel uddannelse, men også nyttige netværkskontakter eller hjælp med bolig og job.

Og det er jo forståeligt nok.

Men hvis forældre med en højere status kan overføre flere af disse fordele til deres børn, så kan fordelene også overleveres fra generation til generation i familier og gøre det lettere for børn med højstatus-forældre at stige i status eller forblive højt placeret i samfundet.

Forældrenes overførsel af fordele er derfor et centralt emne i debatten om lige muligheder og om, hvorvidt vores samfund belønner fortjeneste eller held.

En forståelse af, hvad forældrene overfører til deres børn og hvordan, kan også bidrage til debatten om, hvordan man bedst udvikler uddannelsessystemer, regulerer arbejdsmarkeder og finjusterer andre politiske værktøjer for at skabe mere retfærdige samfund, hvor held spiller en mindre rolle for ens chancer i livet.

Menneskelig kapital: Den indirekte påvirkning

Men hvilke fordele giver forældre egentlig deres børn på arbejdsmarkedet?

En vigtig fordel, som forældrene overfører uanset samfundsstatus, er menneskelig kapital i bredeste forstand (se faktaboks).

Forældre giver børnene bedre chancer på arbejdsmarkedet ved at påvirke deres opbygning af ’hårde’ færdigheder, der er indeholdt i forældrenes uddannelsesgrader og viden.

Forældre påvirker også børnenes ’bløde’ færdigheder, som eksempelvis udholdenhed og nysgerrighed, og hvilket område, børnene vælger at studere.

Al denne menneskelige kapital, som forældrene overfører til børnene, har en vigtig indirekte effekt: Den hjælper børnene til at klare sig bedre i livet ved at tjene mere på arbejdsmarkedet.

Nepotisme og netværk: Den direkte påvirkning

Det er dog usandsynligt, at menneskelig kapital er den eneste måde, forældre videregiver fordele til deres børn.

Forældre anvender også, når de kan, en lang række andre strategier og typer af kapital til direkte at overføre fordele til deres børn, som også kan øge deres muligheder på arbejdsmarkedet.

For eksempel via privilegeret adgang til jobnetværk og sociale forbindelser.

Forældre kan overlade familievirksomheden til deres børn, eller gennem nepotistiske handlinger give dem mulighed for at opnå bedre job i andre virksomheder.

Alternativt kan forældre hjælpe deres børn ved at finansiere praktikophold i fede virksomheder, der øger eller signalerer andre typer social og kulturel kapital, som er attraktive for arbejdsgiverne.

Ud over den indirekte menneskelige kapital har forældrenes status med andre ord også en direkte effekt på deres børns fremtid.

Et bredere lys på den menneskelige kapital

Den dårlige nyhed er, at disse direkte påvirkninger fra forældrene ofte er usynlige eller meget sværere at måle.

Den gode nyhed er, at den indirekte menneskelige kapital i dens mange former faktisk kan måles i stadig større omfang.

Det har vi, sociologen Franco Bonomi Bezzo, økonomen Michele Raitano og jeg undersøgt, og vores nye studie er for nylig udkommet i Oxford Economic Papers.

Vi har undersøgt næsten 7.000 voksne i alderen 30-54 år i otte store OECD-lande fra fem forskellige velfærdsordninger:

• Frankrig og Tyskland: De to største kontinentale konservative velfærdssystemer
• Italien og Spanien: De to største sydeuropæiske styrer
• Storbritannien og USA: De to største angelsaksiske styrer
• Norge: Et nordisk styre
• Polen: Det største post-kommunistiske styre i EU

Fire dimensioner af den menneskelige kapital, som forældre giver deres sønner

Af hensyn til datakvaliteten har vi kun undersøgt sammenhængen mellem forældrenes uddannelse og deres sønners indtjening.

Vi besluttede at udelade døtre, da kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet er meget mere ujævn på tværs af landene, hvilket kan føre til stærk bias i udvælgelsen af deltagere:

De kvinder, som hypotetisk set ville blive inkluderet i vores data, ville ikke være repræsentative for den generelle kvindelige befolkning, især i lande, hvor mange kvinder ikke arbejder.

Vi har specifikt gjort brug af de omfattende oplysninger om menneskelig kapital fra OECD’s ’Program for the International Assessment of Adult Competencies’ (PIAAC).

Datasættet har den fordel, at det omfatter nøgletal for meget specifikke former for menneskelige kapital ud over personernes formelle uddannelsesniveau.

Det indeholder også information om de tre andre dimensioner, som er beskrevet i faktaboksen længere oppe:

Personers valgte uddannelsesområde, deres ’hårde’ kognitive færdigheder (konkrete læse-, regne og skrivefærdigheder), og deres ’bløde’ ikke-kognitive færdigheder i form af udholdenhed og nysgerrighed.

Indsnævring af de mørke hjørner

Bezzo, Raitano og jeg ønskede at undersøge, om der stadig er et sammenfald mellem forældrenes uddannelsesbaggrund og sønnernes arbejdsmarkedsindkomst, efter at vi havde kontrolleret og ’renset’ data for de fire dimensioner af menneskelig kapital.

Altså, findes der endnu ukendte måder, hvorpå forældre overfører deres menneskelige kapital til deres børn, udover de fire dimensioner, vi allerede har defineret?

Ideen er simpel:

Ved at inddele menneskelig kapital i fire dimensioner kan vi bedre vurdere, om og hvor der stadig findes mindre synlige kanaler, som ikke er menneskelige kapitaler.

På den måde kan vi indsnævre de mørke hjørner, der stadig findes – det område, hvor andre mindre målbare ting overføres.

Hvad er der mere på spil?

Enhver sammenhæng mellem forældrenes uddannelse og deres sønners indtjening der ligger ud over de fire dimensioner kan pege på, hvilke andre typer fordele, forældrene giver deres sønner på arbejdsmarkedet.

Findes disse sammenhænge, så tyder det på, at der er andre mekanismer på spil i samfundet, som reducerer mobiliteten mellem generationerne.

Det kunne komme til udtryk på flere måder: Hjælp til at få smarte praktikpladser, berigende aktiviteter uden for børnenes uddannelse såsom studieture til Kina, Bruxelles eller Silicon Valley.

Det kunne også være brugen af favorisering i forbindelse med ansættelse eller andre kanaler, hvorigennem forældre kan mobilisere deres sociale kapital og brede netværk.

Det kunne eksempelvis være telefonnumre eller Rotary- eller Lions Club-venner.

Her betyder den formelle uddannelse mest

Men eksisterer disse yderligere sammenhænge? Her er, hvad vi fandt.

I tre af de otte lande (Tyskland, Norge og USA) sker overførslen af fordele fra generation til generation udelukkende via den første af de fire dimensioner af menneskelig kapital: formelle uddannelsesniveauer.

Her bidrager forældrene til at øge deres sønners indtjening primært ved at øge deres uddannelsesniveau, snarere end andre former for menneskelig kapital eller alle mulige andre ting, som de yderligere kan give deres sønner.

Man kunne være fristet til at konkludere, at disse samfund i det mindste indeholder en væsentlig fordeling af fordele og status på grundlag af uddannelse, også kaldet uddannelsesbaseret meritokrati.

Men selvfølgelig kan forældrene her stadig i høj grad bestemme, hvilke færdigheder og holdninger sønnerne har med sig i skole og på universitetet, og hvilken skole og hvilket universitet sønnerne går på for at videreudvikle deres færdigheder og holdninger.

Med andre ord kan der stadig være meget ulige muligheder for at opnå et højere uddannelsesniveau. De meget dyre undervisningsgebyrer på amerikanske universiteter er et eksempel herpå.

I fem lande videregiver forældre andre former for fordele

I de fem andre lande (Frankrig, Italien, Spanien, Polen og Storbritannien) er der fortsat en signifikant forbindelse mellem forældrenes baggrund og sønnernes indtjening, efter at vi har kontrolleret for alle fire dimensioner af sønnernes menneskelige kapital.

Disse samfund er længere væk fra at ligne uddannelsesbaserede meritokratier.

Dette er interessant, da det peger på, at der eksisterer faktorer, som ikke falder ind under de fire dimensioner og er stort set skjulte, men som stadig er vigtige på arbejdsmarkedet og i høj grad overføres af forældrene.

Blandt disse fem lande er dette især tilfældet i Italien, Spanien og Storbritannien.

Det kan være der er en femte eller sjette type værdifuld menneskelig kapital, som vi simpelthen ikke kunne observere, som er særligt vigtige i disse lande.

Alternativt kan det blot være kulturer, hvor forældrene i højere grad mobiliserer andre ressourcer og kapital til at hjælpe deres børn på arbejdsmarkedet.

Gennem uigennemskuelige udvælgelser på arbejdsmarkedet, såsom uformelle anbefalinger, kan forældrenes kapital spille en vigtig rolle for erhvervsmæssige resultater og indtjening.

To forskellige kulturer

Alt i alt peger vores resultater på, at der findes to helt forskellige modeller eller kulturer for, hvordan forældre giver deres sønner en fordel på arbejdsmarkedet.

Disse to kulturer bekræftes i høj grad igen, når vi alternativt undersøger sønnernes erhvervsmæssige status i stedet for deres indtjening.

Kort sagt hjælper forældrene i et sæt lande primært deres sønner indirekte ved at hjælpe dem med at opnå kun én bestemt form for menneskelig kapital – et højere uddannelsesniveau.

I et andet sæt lande giver forældrene stadig andre værdifulde ting til deres sønner ud over de fire eksisterende dimensioner af menneskelig kapital.

Eksistensen af ’resterende’ sammenhænge mellem forældrenes baggrund og sønnernes indtjening, giver ikke en ’rygende pistol’, der beviser en kausal sammenhæng.

Vi har ingen synlige beviser for, at bedre uddannede forældre bruger deres sociale forbindelser eller endog nepotisme til at hjælpe deres sønner med at tjene mere.

Men selv om der måske ikke er nogen rygende pistol, er der helt sikkert en stærkere duft af andre våben end færdigheder, der virker i baggrunden.

Vi har mistanke om, at sociale forbindelser og andre former for relationel kapital spiller en mere fremtrædende rolle i det andet sæt lande end i det første.

Hvordan kan vi gøre chancerne på arbejdsmarkedet mere lige?

Med denne viden, hvordan kan politikere så gøre en forskel ved at give børn fra alle samfundslag en mere retfærdig chance på arbejdsmarkedet?

Det er klart, at bredt tilgængelig undervisning af høj kvalitet fra en tidlig børnealder kan gøre en stor forskel for at udligne livschancer overalt.

I europæiske velfærdsstater sikrer skatten fra arbejdsdygtige (læs: forældre) den offentlige pleje af de ældre generationer, samtidig med at forældrene investerer massive private ressourcer i form af tid og penge i deres børn.

Politikkerne kunne således rette op på de eksisterende ubalancer mellem alder og klasse ved at hjælpe alle børn og unge voksne mere.

Men ud over dette, fremhæver vores resultater, hvorfor nogle politiske tiltag måske er bedre egnede end andre i forhold til at forbedre ligheden.

Bred adgang til uddannelse er ikke nok alle steder

Da det formelle uddannelsesniveau har så stor betydning i samfund som Tyskland, Norge og USA, kunne politiske reformer her primært fokusere på at forbedre en bredere adgang til (videregående) uddannelse af højere kvalitet.

Men en forbedring af lige muligheder på uddannelsesområdet vil sandsynligvis ikke være nok til at fremme den sociale mobilitet i lande som Frankrig, Polen, Italien, Spanien og Storbritannien, hvor forældrenes baggrund spiller en direkte rolle for arbejdsmarkedet.

Fremtidig forskning, der nærmere identificerer arten af de fordele, der ikke er baseret på de fire kendte dimensioner af menneskelig kapital, vil være afgørende ud fra et politisk perspektiv.

Hvis både sønner og døtre inddrages, vil det kunne afsløre, om og hvor der er kønsbestemte skævheder i denne overførselsproces.

Og hvis man udvider horisonterne for overførsel mellem generationerne til mere end to generationer, kan det afsløre, hvilke elementer af familiekultur eller en slægts magt (dynastisk kapital) der præcist består over længere perioder.

For at gøre vores samfund mere mobile mellem generationerne og for at udjævne spillereglerne en smule mere for børn fra alle familier, er vi nødt til at forstå mere præcist den rolle, som familienetværk og andre former for ikke-uddannelsesmæssig familiekapital spiller.