Ved at udskifte fossile energikilder med vedvarende energi kan vi mindske klimaforandringernes konsekvenser.
Organisationer som EU spiller en afgørende rolle i forhold til at vise vejen frem for international klimahandling.
EU har indført en række klima- og energipolitikker, blandt andet EU’s mest ambitiøse klimaplan til dato – den nyligt offentliggjorte ‘A Green Deal for Europe’ – der konsoliderer klimahandling som en topprioritet for den nyligt valgte EU-Kommission.
I kølvandet på COVID-19-pandemien, den medfølgende økonomiske turbulens og de chokbølger, det har sendt igennem hele verden, er det vigtigt, at EU centrerer strategien for fremtiden omkring omstillingen til grøn økonomi og vedvarende energi.
Ikke en vaccine i sigte for klimaudfordringen
Selvom regeringerne muligvis vil føle sig fristede til (i genåbningsfasen) at udnytte de historisk lave oliepriser, bør vi alle holde for øje, at der ikke er en vaccine i sigte for klimaudfordringen.
EU’s Green Deal og EU’s 2030-klima- og energipolitik, som danner ramme for klimaindsatsen, og som forpligter til, at 32 procent af energien skal komme fra vedvarende energikilder, er vigtige redskaber, som kan hjælpe til at sikre, at man også investerer i vedvarende energikilder på den anden side af COVID-19-krisen.
Men hvordan sikrer vi, at hver medlemsland rent faktisk arbejder imod de ambitiøse klimamål?
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Green Deal kan booste omstillingen
‘Green Deal for Europe’ er en storstilet strategi, der sigter efter at underbygge og forstærke EU’s ledende rolle i forhold til klimahandling, mens man på samme tid stimulerer industriens vækst.
Som led i strategien præsenterede EU-Kommissionen i begyndelsen af marts 2020 et lovforslag, der forpligter medlemslandene og EU’s institutioner til at sikre, at EU om 30 år er det første klimaneutrale kontinent.
Det vil kræve en radikal omstilling af energisystemet med vedvarende energi i stedet for fossile brændstoffer.
Europas Green Deal introducerer muligheden for at hæve 2030-målsætningen.
De konkrete lovmæssige redskaber, der skal sikre, at EU-landene når i mål, er imidlertid ikke at finde i Green Deal, men derimod i EU’s politikramme for klima og energi, som er et resultat af et skrøbeligt samspil mellem medlemsstaterne og centrale EU institutioner.
Ikke alle lande står samme sted
Danmark, som er et af de første lande i verden, der har indført en national, bindende klimalov med et mål om 70 procent reduktion af drivhusgasudledningerne i 2030 i forhold til 1990, går forrest i omstillingen til en ‘low carbon’-økonomi.
Danmark baner vejen for og er den største eksportør af vedvarende energi-teknologier, især vindkraft, så Danmark har meget at vinde ved en omfattende omstilling til vedvarende energikilder i EU.
Men andre EU-lande – eksempelvis visse central- og østeuropæiske lande – er mere modvillige overfor omstillingen til vedvarende energikilder, fordi de er bekymrede for, at udfasningen af fossile brændstoffer vil være en trussel mod deres energisikkerhed.
Sådanne geopolitiske bekymringer bliver i høj grad reflekteret i EU’s klimamålsætnings lovmæssige beskaffenhed, der er resultatet af et hårdt tilkæmpet kompromis.
EU’s 2030-vedvarende energimål
I 2018 godkendte EU et nyt direktiv om at fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder.
Direktivet har en målsætning om, at 32 procent af EU’s samlede energiforbrug skal komme fra vedvarende energi i 2030.
EU’s nye direktiv er videreførelsen af den politikramme, som EU’s stats- og regeringsledere foreslog i oktober 2014, der lød på en forbedring af energieffektiviteten på 32,5 procent og en reduktion af udledningen af CO2 på 40 procent i 2030 i forhold til 1990.
Den vedvarende energi-målsætning er kun bindende for EU som en helhed, så medlemsstaterne kan frit udforme deres egne målsætninger i deres nationale energi- og klimaplaner.
Det er vigtigt at holde for øje, at det ikke betyder, at den vedvarende energi-målsætning ikke står til at ændre. Målsætningen kan hæves, men et mere ambitiøst mål vil afhænge af politiske og økonomiske faktorer.
Ikke første gang, vi ser vedvarende energi-målsætninger
EU har før vedtaget vedvarende energi-målsætninger.
I 2007 satte EU specifikke mål for vedvarende energi, energieffektivitet og reduktion af drivhusgasudledningerne i forbindelse med Klima- og energipakken for 2020.
Klima- og energipakken for 2020 blev kendt som ‘20-20-20 i 2020‘, da den har et mål om:
- 20 procent reduktion af udledningen af drivhusgasser (i forhold til 1990)
- 20 procent af EU’s energi fra vedvarende energi
- 20 procent forbedring af energieffektiviteten
I maj 2020 var størstedelen af medlemslandene på vej mod at indfri 2020-målene, men en række lande halter stadig efter.
Det er vigtigt fortsat at føre tilsyn med, hvad EU-Kommissionen gør i forhold til medlemsstater, der ikke følger trop, når først data for andelen af vedvarende energi er publiceret.
Er ikke-bindende målsætninger nok?
En afgørende forskel mellem 2020 og 2030-målsætningen for vedvarende energi er, at førstnævnte ikke blot indeholdt 20 procent-målsætningerne, men også individuelle mål, som var juridisk bindende for medlemsstaterne.
Overgangen til ikke-juridisk bindende mål på medlemsstatsniveau i EU’s politikramme for klima og energi har været genstand for en hel del kritik som følge af risikoen for, at Kommissionen muligvis ikke har de nødvendige beføjelser, som kan sikre, at målsætningerne bliver indfriet.
\ Stort tema i gang
I en konstruktiv serie undersøger Videnskab.dk, hvordan mennesket kan redde verden, og hvordan vi hver især kan gøre en forskel hjemme fra sofaen.
Få råd og debatter løsninger i vores Facebook-gruppe Red Verden.
Har EU og medlemslandene samme interesser?
Manglen på juridisk binding af målsætningerne for vedvarende energi er tæt relateret til de polariserede politiske forhandlingerne om EU’s 2030-ramme for klima- og energipolitik.
På den ene side finder vi en gruppe miljømæssigt progressive lande, hvor Tyskland og Danmark går forrest og presser på for indførslen af mere ambitiøse vedvarende energi-målsætninger.
På den anden side står en række central- og østeuropæiske medlemslande med Polen i spidsen, der modsætter sig vedvarende energi-målsætninger, og som påpeger de potentielle trusler mod deres energisikkerhed og deres suveræne ret til at afgøre, hvordan deres energipolitik skal udformes.
Manglen på juridisk binding i EU’s 2030-ramme for klima- og energipolitik er også tæt forbundet med Lissabontraktatens forfatningsmæssige reformer, der giver landene en mulighed for at stå udenfor EU-samarbejdet.
Ikke lovligt muligt at vedtage bindende mål
I forhold til energipolitikken udformede man ikke specifikke regulativer forud for Lissabontraktaten, så EU kunne indføre bindende vedvarende energi-målsætninger på medlemsstatsniveau ved at gøre brug af sin juridiske habilitet (evne til at træffe juridisk forpligtende aftaler, red.)
Men Lissabontraktaten introducerede en delt habilitet i forhold til energianliggender.
I Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (en af EU’s to grundlæggende traktater) står der i artikel 194: »De berører ikke en medlemsstats ret til at fastsætte betingelserne for udnyttelsen af dens energiressourcer, dens valg mellem forskellige energikilder og den generelle sammensætning af dens energiforsyning.«
Udover den politiske modstand fra flere medlemsstater viste det sig ikke at være lovligt muligt at vedtage bindende mål for vedvarende energi på medlemsstatsniveau.
Det store billede
Introduktionen af et fælles mål for vedvarende energi sigter mod at fremme øget integration i EU’s energipolitikker samt muliggøre den grønne omstilling i EU.
Skabelsen af Energiunionen i 2015, som blandt andet har til formål at bringe ‘større sikkerhed, bæredygtighed og konkurrenceevne’ til de europæiske energimarkeder, var et afgørende skridt i denne retning.
Decarboniseringsmålet, som også omfatter øget omstilling til vedvarende energikilder, repræsenterer ét af Energiunionens fem politikområder.
EU’s forordning om et forvaltningssystem for Energiunionen – den såkaldte Governance-forordning, der leverer de juridiske redskaber, der skal til for at muliggøre indfrielsen af Energiunionens mål, herunder dem, der vedrører decarbonisering og øget brug af vedvarende energi – trådte i kraft i december 2018.
Medlemsstater skal redegøre for den nuværende og fremtidige udvikling
Et af de centrale elementer i forvaltningssystemet er, at medlemsstaterne skal udarbejde nationale energi- og klimaplaner for perioden 2021-2030.
I planerne skal EU’s medlemsstater redegøre for den nuværende og fremtidige udvikling inden for Energiunionens 5 dimensioner.
Forordningen introducerer en juridisk forpligtelse for medlemsstaterne om regelmæssigt at redegøre for den nuværende og fremtidige udvikling inden for de nationale energi og klimaplaner.
Europa-Kommissionen vurderer medlemsstaternes nationale Energi- og Klimaplaner og kontrollerer, at de i fællesskab bidrager til at nå EU’s kollektive mål om 32 procent vedvarende energi inden 2030.
Hvor effektiv vil 2030-målsætningen for vedvarende energi være?
Bliver EU’s 2030-ramme for vedvarende energi svækket i forhold til tidligere aftaler af, at den ikke er jurisdisk bindende for medlemsstaterne?
Det afhænger af, hvad man mener med ‘svage’ eller ‘stærke’ målsætninger – en række eksisterende mekanismer sikrer, at der er mere en form for binding i EU’s 2030-ramme for vedvarende energi.
Hvis en målsætnings styrke udelukkende ligger i Europa-Kommisionens mulighed for at indlede overtrædelsesprocedurer mod medlemsstater, der ikke makker ret, er det rimeligt at stille spørgsmålstegn ved, om 2030-målene overhovedet er i stand til at ‘vise tænder’.
Men det nye redskab i forvaltningsforordningen giver Europa-Kommissionen beføjelse til konstant at overvåge de enkelte medlemsstaters fremskridt hen imod det kollektive 32 procent-mål.
Vi skal følge udviklingen nøje
Selvom iværksættelse af overtrædelsesprocedurer ikke eksplicit er forudset under den såkaldte Governance-forordning, har Europa-Kommissionen beføjelse til at udstede henstillinger, der adresserer mulige ‘ambitions-huller’ (hvis et medlemsstats mål er lavere end Governance-forordningens formular foreskriver) eller ‘indfrielses-huller’ (hvis en medlemsstat ikke indfrier sine løfter i følge landets Nationale Energi- og klimaplan).
Desuden udelukker forordningen ikke eksplicit, at EU-Kommissionen griber til strengere håndhævelsesforanstaltninger, hvis medlemsstaterne ikke implementerer henstillingerne på passende vis.
De endelige detaljer omkring EU’s Green Deal er stadig under udvikling, så EU står med muligheden for at styrke systemet, der skal sikre, at landene overholder målene for vedvarende energi.
Det vil være afgørende, at vi overvåger udviklingen nøje, da det er afgørende for indfrielsen af klimamålene.
Læs denne artikel på engelsk på vores internationale søstersite ScienceNordic.com. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.
