De fleste ved, at det er en dårlig idé at spise giftige frøer, svampe eller planter. Men på den anden side kan man godt spise fjæsing og kobra.
\ Historien kort
- Gift kan deles op i to typer: venom og poison.
- De to typer er henholdsvis en angrebs- og en forsvarsmekanisme. Hvor venoms kræver et angreb fra dyret for at blive udløst er poisons konstant aktiveret – som hos den giftige plante alrune eller visse frøer, hvis hud er dækket af gift.
- Poison er på alle måder en dårlig ide at komme i nærheden af, mens du forhåbentlig ikke dør, hvis du kommer til at drikke venom.
Hvordan kan det være, at visse giftige dyr kan spises, mens andre ikke kan? Og er det nødvendigt at fjerne giften inden tilberedning? Hvad ville der egentligt ske, hvis man spiste slangegift?
Overordnet set er toksiner molekylære giftstoffer, som fungerer på mange forskellige måder i kroppen. For giftige dyrs vedkommende, såsom slanger, edderkopper og frøer, kan dette variere fra irritation til ekstrem smerte eller akut dødelighed.
Toksiner kan således være yderst farlige og kræver derfor en vis mængde respekt.
Respekt alene kommer man dog ikke så langt med, medmindre man er bandemedlem, og omtanke er i virkeligheden vigtigere, når det kommer til håndtering af giftige dyr.
Ikke alle giftige dyr er aggressive, og de bruger heller ikke alle deres gift ens. Der er især forskel på, om deres gift bruges som forsvars- eller angrebsmekanisme.
Der bliver på engelsk skelnet imellem disse med de to begreber ”venomous” og ”poisonous”.
\ Læs mere
En gift til forsvar og en gift til angreb
Poisons er defensive gifte, som bliver dannet (eller optaget gennem føden) i dyr, planter eller mikroorganismer, der gør dyret, planten eller mikroorganismen toksisk, altså giftig, at indtage. Venoms er derimod gifte, der bliver brugt offensivt.
Et venomous dyr bruger typisk også en specifik injektionsmetode, såsom gifttænder på en slange, tænderne på en edderkop eller brodden hos en skorpion.
Venom bruges hovedsageligt til jagt, for eksempel for at paralysere et byttedyr, hvorved byttedyret nemmere kan fanges og spises. Dette kræver ofte en effektivt lammende eller dræbende blanding af toksiner.
Tarmen optager ikke slangetoksiner
For slanger er de toksiske effekter af deres gift ofte neuro-, cyto- eller hæmotoksiske. Dette betyder, at slangegifte typisk vil forsøge at lamme nervesystemet, ødelægge væv eller tvinge blodet til at koagulere i blodbanen.
Slangetoksiner vil altid skulle injiceres for at kunne udøve deres effekter. Det vil også sige, at slangetoksiner ikke er udviklet til at komme i nærheden af vores fordøjelsessystem.
Toksinerne hos giftslanger er nemlig proteinbaserede, og fordøjelsessystemet er netop bygget til at nedbryde proteiner, for at tarmen kan optage proteinernes byggesten, aminosyrerne.
Slangetoksiner (fordi de er proteinbaserede) vil heller ikke kunne optages gennem tarmen, og de vil ligesom andre proteiner blive nedbrudt af mavesyren og fordøjelsesenzymerne.
Lumske gifte preller af på fordøjelsessystemet
De samme mekanismer beskytter ikke mod frø- og plantegifte, da disse ikke er proteinbaserede, men derimod består af små molekyler.
Mange typer af små molekyler vil i princippet også blive nedbrudt af mavesyren, men lige præcis de små molekyler, som frøer og planter bruger som toksiner, har den særlige egenskab, at de typisk er meget syreresistente. Ellers duede de simpelthen ikke, og vi ville aldrig have opdaget, at de var toksiske.
Desuden er stofferne så små, at de nemmere kan passere tarmvæggen, hvilket lader dem blive transporteret til udsatte steder i kroppen, hvor de kan udøve deres toksiske effekt.
Frøer, svampe og planter producerer således disse små molekylære toksiner for ikke at blive spist, om end konsumenten ofte først opdager de toksiske effekter efter indtagelse af en vis mængde af toksinerne.
Evolutionært har dette dog formentligt gjort, at alle de individer, som grovåd giftige frøer, svampe eller planter døde, hvorimod de, som havde andre kostvaner, overlevede. En af årsagerne til at have andre kostvaner kunne simpelthen være, at ‘man ikke kunne lide smagen’.
\ Læs mere
Derfor smager nogle ting grimt
Ikke at kunne lide smagen af noget har ofte noget at gøre med, at man har smagsreceptorer, som bliver aktiveret, og som udløser en dårlig fornemmelse i hjernen.
Mange specier, inklusiv os mennesker, har gennem evolutionen udviklet yderst effektive smagsreceptorer, der kan detektere, om noget ‘smager dårligt’, hvilket ofte betyder, at fødevaren indeholder stoffer, som er skadelige for helbredet.
Disse stoffer vil ofte – men ikke altid – være giftige toksiner fra dyr, planter eller bakterier (for eksempel i tilfælde af råddenskab).
Der findes dog også en lang række eksempler på planter og mikroorganismer, der smager grimt, men som ikke indeholder giftige stoffer, fordi de har udviklet små molekyler, der ikke er toksiske, men som binder til de samme smagsreceptorer som toksinerne og snyder dem til at tro, de er toksiske.
Derudover findes der en lang række planter, som har udviklet stoffer, som skulle have smagt grimt, men som vi endte med at være vilde med på trods af kraftig aktivering af smagsreceptorerne. Det gælder eksempelvis chili, kaffe, eukalyptus, blåskimmelost, basilikum, rosmarin og sauerkraut.
Du dør – måske – ikke af slangegift
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Toksiner, der falder ind under betegnelsen poisons, kræver stor forsigtighed i forhold til indtagelse, men idet slangegifte er venoms, er de harmløse at spise, fordi de proteinbaserede slangetoksiner vil blive nedbrudt i fordøjelsessystemet, inden de kan komme ind i kroppen.
Om end vi ikke anbefaler at drikke ren gift, hvis nu man skulle have rifter i munden, hvor toksinerne alligevel kan slippe igennem.
